Nyt Folketing, ny formand, ny ligestillingsminister, nye ligestillingsordførere, nyt ligestillingsudvalg

19 August 2015

Folketingsvalget i juni, samme måned som vi fejrede kvindernes 100 års valgretsjubilæum, blev desværre ikke en fest for ligestillingen. Kvinderepræsentationen i folketinget faldt fra 39% til 37%. Af de tre store partier er det Dansk Folkeparti der med 41% har den største kvinderepræsentation blandt sine folketingsmedlemmer, dernæst kommer Socialdemokraterne med 38% mens Venstres folketingsgruppe kun har 26% kvinder. Det passer meget godt med andelen af kvindelige ministre i Lars Løkke Rasmussens regering, der er 5 ud af 17, svarende til 29%. Ellen Trane Nørby blev ligestillingsminister (og børne- og undervisningsminister), Eva Kjer Hansen sidder på posten som miljø- og fødevareminister, social- og indenrigsminister er Karen Ellemann, Sophie Løhde blev sundheds- og ældreminister mens Inger Støjberg tager sig af udlændinge-, integrations- og boligministeriet.

Folketingets ligestillingsudvalg har også fået nye medlemmer. Det 29 personer store udvalg har fået Mette Abildgaard fra de Konservative som formand, mens Socialdemokraternes Yildiz Akdogan er udnævnt til næstformand. Eneste mandlige ligestillingsordfører er Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokraterne.

Eneste bastion ift. kvinderepræsentation, der blev væltet i forbindelse med folketingsvalget, var valget af Pia Kjærsgaard til folketingets formand. Det er første gang, at en kvinde indtager den plads og det er altid glædeligt, når bastioner falder - også selvom vi gerne havde set en person med en ligestillingsprofil på posten.

Det bliver spændende at følge arbejdet i det nye folketing. På ligestillingsfronten er der meget at se til og rive i, hvis man tør – lad os bare nævne tre som det forrige Folketing ikke fik gjort det store ved: Ligeløn, ligestillet barsel og kvindelig repræsentation.

  • Se de 9 partiers ligestillingsordførere her

  • Se de 29 medlemmer af folketingets ligestillingsudvalg her


Niels Hemmingsens gade 10 Postboks 1069, 1008 Kbh. K Tel/fax.: 3312 8087/3312 6740
Udgiv indhold