Dansk Magisterforening har udnævnt en række ligestillingsambassadører. Det er et led i DMs handlingsplan for ligeløn, som skal bidrage til ligestilling på det akademiske arbejdsmarked med særlig fokus på ligeløn.
Ambassadørerne er tillidsrepræsentanter, og de skal gennem tillidsrepræsentantuddannelsen og netværk med andre tillidsrepræsentanter udbrede erfaringer og viden om, hvordan man kan fremme ligestilling. Et af de områder, som ligestillingsambassadørerne peger på, er fordelingen af barsel mellem kvinder og mænd. - Når kvinder kommer tilbage på arbejde efter barsel, vil lederne ofte gerne lige se dem an i en periode, før lønforhandlinger kommer på tale, siger ligestillingsambassadør Margit Johansen til Magisterbladet.