Lov om Ligebehandlingsnævnet

1 Marts 2012
Kvinderådets høringssvar vedr. lovforslag om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet

Kvinderådet har tidligere tilkendegivet, at vi ønsker at Ligebehandlingsnævnet skal have mulighed for at tage sager op af egen drift, og det fremgår af høringsbrevet, at flere har givet udtryk for det samme ønske. Dette er endvidere også en del af regeringsgrundlaget. Vi er enige i, at der er behov for en analyse af, hvordan kompetencen skal fordeles mellem Ligebehandlingsnævnet og Institut for Menneskerettigheders kønsligebehandlingsorgan. Vi mener imidlertid, at en sådan analyse allerede burde være foretaget i forbindelse med udarbejdelse af nærværende lovforslag. Vi havde gerne set en mere udfoldet analyse af Ligebehandlingsnævnets arbejde sammenholdt med de opgaver, der tænkes løst i Institut for Menneskerettigheder. Vi skal derfor beklage, at spørgsmålet om egen drift kompetence ikke er taget med i lovforslaget.

Vi har noteret os, at antallet af klagesager er steget, men vi mener fortsat, at der er behov for en mere offensiv informationsstrategi, og vi vil derfor igen foreslå, at der i tilknytning til nævnet etableres en informationsenhed med ressourcer til at øge synligheden af nævnet, informere om de forskellige former for diskrimination samt samle op på nævnets sager og afgørelser. Endvidere bør der etableres lokale centre, hvor borgere og virksomheder kan henvende sig om diskrimination og få vejledning i klagemuligheder.

Vi undrer os over, at lovforslaget ikke er blevet ligestillingsvurderet og at der ikke i bemærkningerne er en begrundelse for dette.

Venlig hilsen

Randi Iversen, forkvinde    / Randi Theil, sekretariatsleder

 


Niels Hemmingsens gade 10 Postboks 1069, 1008 Kbh. K Tel/fax.: 3312 8087/3312 6740
Udgiv indhold