Kvinderådets høringssvar vedr. Udkast til lov om ændring af lov om frikommuner

12 Marts 2013

Kvinderådet stiller sig undrende over for forslaget om, at frikommuneforsøgene kan bruges til ikke at

skulle indlevere ligestillingsredegørelser som foreslået i § 24.g. Vi mener tværtimod, at der i sig selv er grund til at ligestillingsvurdere frikommuneinitiativerne.

"§ 24 g. Kommunalbestyrelsen i en frikommune kan træffe beslutning om at undlade at udarbejde ligestillingsredegørelser til ministeren for ligestilling og kirke, jf. ligestillingsloven § 5 a, i 2013 og 2015. Stk. 2. En kommunalbestyrelse, der undlader at udarbejde ligestillingsredegørelser i medfør af stk. 1, skal i stedet indsende kommunens eventuelle egne redegørelser mv. om ligestilling til ministeren for ligestilling og kirke til orientering." (vores fremhævninger).

Set med vores øjne er det helt nødvendigt at ligestillingsvurdere politiske initiativer og vedtagelser på alle niveauer og på tværs af sektorer. Kommunerne er ingen undtagelse, hvilket de seneste kommunale ligestillingsredegørelser giver belæg for. Heraf fremgår det, at 84 % af kommunerne ikke ligestillingsvurderer indstillinger til kommunalbestyrelsen, 63 % arbejder ikke med ligestilling i forhold til serviceområderne, og 78 % har ikke en samlet strategi, procedure eller plan for sit arbejde med ligestillingsvurderinger.

Vi mener derfor, at hvis der skal være forsøg på dette område, bør de handle om måder at kvalificere arbejdet på. Det vil indebære, at kommunerne skal indsende egne redegørelser, som i store træk giver svar på de samme spørgsmål, og i øvrigt mener vi ikke redegørelserne kun skal være til orientering.

Meningen med dem er, at der skal gives en feedback.

Det har samfundsmæssige konsekvenser ikke at ligestillingsvurdere, og de kan være både økonomiske, kulturelle og mellemmenneskelige. En vedtagelse af forslaget er et skridt i den forkerte retning, og understøtter ikke målsætningerne i ligestillingsministerens nye strategi for ligestillingsvurdering. Her står: "Med den nye strategi styrkes arbejdet med ligestillingsvurdering i stat, region og kommuner med tre initiativer:

 Mere systematisk ligestillingsvurdering af lovforslag

 Ligestillingsvurdering af borgerrettede ydelser

 Styrket kønsmæssig sammensætning i offentlige selskaber og institutioner"

Kvinderådet vil derfor anbefale, at forslaget ikke vedtages i sin nuværende form.

Venlig hilsen

Randi Iversen, forkvinde


Niels Hemmingsens gade 10 Postboks 1069, 1008 Kbh. K Tel/fax.: 3312 8087/3312 6740
Udgiv indhold