Kvinderådets bemærkninger til udkast til forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven og retsplejeloven, oktober 2014

28 Oktober 2014

Kvinderådet har fået kommentarer til lovforslaget fra vores medlemsorganisationer, herunder Danner. Nedenstående høringssvar baserer sig i høj grad på disse kommentarer.

Vi værdsætteri, at der er taget politisk initiativ til en ændring af forældreansvarsloven, da vi fortsat ser konsekvenserne af lovgivningen og administrationen af den. Vi mener, at det er afgørende, at der holdes fokus på barnets tarv, både i de familier, der kan fungere indenfor de sædvanlige rammer, og i de familier, der lever med vold.

Vi frygter imidlertid, at det store politiske fokus påsager, hvor der udøves chikane af den ene forælder, kan have store konsekvenser for de børn, hvor den ene forælder har en god grund til at holde barnet væk fra den anden forælder.

Initiativerne ilovforslaget tager udgangspunkt i, at det har en positiv indvirkning på barnet at have samvær med begge sine forældre. Formålet med lovforslaget er derfor, at barnet får lige ret til begge forældre. Dette formål er meningsfyldt i familier, hvor der ikke sker vold, misbrug eller overgreb.

Kvinderådet har erfaret, at børn udleveres til samvær meden voldelig forælder, som hverken har erkendt volden eller har modtaget behandling for udøvelse af volden. Dette sker, både fordi der lægges vægt på forældrenes ret til barnet og fordi bevisbyrden ofte er vanskelig for den voldsudsatte at løfte. I ganske få tilfælde bliver vold i nære relationer anmeldt, og endnu sjældnere bliver den voldelige partner sigtet og
dømt. Mange sager med vold i familien ender derfor slet ikke i Statsforvaltningens "særlige spor", og der tages derfor heller ikke hensyn til historikken, når samværet skal fastsættes. Hvorledes sikres den nødvendige professionelle viden og kompetence i forhold til visitation til rette spor - "det særlige spor"?

Ofte bliver det et spørgsmål om påstand mod påstand, og med det store fokus på chikanesager og forældrefremmedgørelse kan vi frygte, at sagerne ikke bliver undersøgt til bunds. Hvordan sikrer vi børn en barndom fri for vold, når bevisbyrden er svær at løfte for voldsudsatte? Vi ved, at viden om voldens
konsekvenser og dynamikker i nære relationer er en helt afgørende faktor. Det er nødvendigt, at fagpersonale med viden om vold indhentes til sager både i kommunen og i Stats-forvaltningen. De skal være med til at spotte de meget varierende tegn på vold, som kun eksperter på området har kompetence til at opdage. Enhver antydning af vold i familien burde ikke udløse chikanemistanke, men derimod en dybdegående undersøgelse foretaget af kompetent personale med viden om vold.

 1.Aflysning ogbortfald af samvær - automatisk erstatningssamvær og barnets ferie med forældrene "Fastsat eller aftalt samvær kun bortfalder, når forældrene har aftalt det, eller statsforvaltningen har truffet afgørelse om bortfald af samvær efter lovens § 21".

Vi vurderer, at ændringen kan medføre, at et barn uden yderligere sagsbehandling udleveres til erstatningssamvær eller ferie hos en voldelig forælder, uanset at bopælsforælderen har haft valide grunde til at aflyse samværet. Hvis voldsudsatte ikke ender i det tilsigtede "særlige spor", skal ethvert samvær bero på, hvad der er til barnets bedste, og et erstatningssamvær bør således ikke gennemføres, hvis det har store omkostninger for barnet. Det må aldrig være forældrenes ret til barnet,
som overskygger barnets tarv.

 2. Midlertidige afgørelser om samvær "Statsforvaltningen skal træffe en midlertidig afgørelse
om kontaktbevarende samvær hurtigst muligt og inden 3 uger efter modtagelse af en anmodning
om fastsættelse af samvær". Vi er enige i, at det er vigtigt at have fokus på at mindske sagsbehandlingstiderne. Dette må imidlertid aldrig ske på bekostning af en grundig
sagsbehandling. Særligt hvis voldsudsatte ikke ender i det tilsigtede "særlige spor", vurderer vi
at der er en risiko for, at tidsfristen for sagsbehandlingen på 3 uger medfører, at sager træffes
uden de nødvendige ressourcer og viden.

3. Endelighed af midlertidige afgørelser om samvær "Midlertidige afgørelser om samvær truffet under en
forældremyndigheds- eller bopælssag bliver automatisk endelige, så sager ikke unødigt starter
forfra." Forslaget lægger op til at minimere konflikterne mellem forældrene, men vi understreger, at dette aldrig må ske på bekostning af en sagkyndig og dybdegående undersøgelse af, hvad der er bedst for barnet. Vi kan frygte, at der ved midlertidige afgørelser ikke er tid nok til at undersøge sagerne tilstrækkeligt til bunds, og såfremt disse sager automatisk bliver endelige, vil det i sidste ende gå ud over barnets tarv. Vi finder det fortsat bekymrende, at der ikke tilbydes retshjælp til forældre i forbindelse
med sagernes behandling i statsforvaltningen.

4. Mødepligt i statsforvaltningen "Forældrene har pligt til at deltage i vejledningsmødet i  tatsforvaltningen i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær." I det omfang voldsudsatte ikke ender i det tilsigtede "særlige spor", vurderer vi, at der med ændringen vil være en risiko for, at en voldsudsat tvinges til at sidde i vejledningsmøde med voldsudøveren. Uanset muligheden for, at mødet holdes med forældrene hver for sig, eksempelvis fordi den ene forælder ikke ønsker at møde
den anden på grund af voldelig adfærd, vurderer vi, at det forhold, at mødepligten gøres
til en "normalitet", kan medføre risiko for et skub i retningen af, at dette også vil blive pålagt i familier med vold, misbrug og overgreb.

5. Børnesagkyndig rådgivning ved fuldbyrdelse af forældresamvær "At der i sager, der allerede behandles i fogedretten, og hvor der skal ske tvangsfuldbyrdelse af et samvær, tilbydes rådgivning hjemme hos forældrene hvor for sig, inden der eventuelt sker tvangsfuldbyrdelse." Vi mener, at det grundlæggende er uforeneligt med barnets tarv at anvende fogedretten i forældremyndighedssager. Vi er således enige i, at
anvendelse af magt for at fuldbyrde forældre- samvær kan være en meget voldsom oplevelse for
det involverede barn. Der er et betydeligt hensyn at tage til dette barn. Vi hilser
forslaget om tilbud af rådgivning velkomment, men finder, at rådgivning skal tilbydes langt
før en eventuel tvangsfuldbyrdelse, således at sagen eventuelt kan forliges tidligere i
processen. Dette vil samtidig understøtte den børnesagkyndiges muligheder for at give kvalificeret
vejledning tidligt i forløbet med udgangspunkt i det enkelte barns behov. Her er det endnu
engang vigtigt at understrege, at det i familier med vold skal foregå med forældrene hver
for sig, og at der skal lægges vægt på barnets tarv. 

Vi ønsker med ovenstående bemærkninger at sætte fokus på børn af familier med vold, misbrug og overgreb. Det er en bekymring at vi kan konstatere, at der bygges videre på en lov, der allerede ved sin ikrafttrædelse i 2007 og med ændringer i 2012, ikke levede op til en tilstrækkelig sikring og beskyttelse af de mest udsatte børn. De børn der lever i og med vold, misbrug og overgreb.

Barnets ret til tryghed og omsorg trumfes fortsat aflovens fokus på forældrenes ret til deres barn. Vi foreslår, at aftalen mellem parterne bliver udvidet med endnu et initiativ, som tager hensyn til de børn, som lever med vold i dagligdagen. Initiativet skal sikre, at de instanser, som møder og har samtaler med barnet, og som i sidste ende skal træffe afgørelse om samvær, har den fornødne viden om vold.

Vi mener, at initiativet vil sikre barnets tarv på bedst mulig vis. Vi foreslår herudover, at der oprettes en særlig familieretsdomstol, som besidder den nødvendige viden til at behandle sager om samvær, også i familier hvor en forælder er voldsudsat. Vi kan frygte, at det nuværende lovforslag i højere grad tager
højde for en hurtig sagsbehandling med det formål at minimere konflikter mellem forældrene, og i mindre grad har fokus på barnet og den voldsudsatte forælder, som måske ikke tør eller er i stand til at anmelde sin partner for vold.

Venlig hilsen

Trine Porret Randahl Larsen

Forkvinde, Kvinderådet



Niels Hemmingsens gade 10 Postboks 1069, 1008 Kbh. K Tel/fax.: 3312 8087/3312 6740
Udgiv indhold