Kvinderådet har sagt ja til at være dansk partner i den komponent, der specielt handler om kvinders politiske deltagelse. Vi har 100 års erfaring at byde ind med, når det drejer sig om kvinders deltagelse i politik. De marokkanske kvindeorganisationer har masser af erfaringer med at lave kampagner. De har kæmpet for - og opnået - store ændringer af kvinders rettigheder i familien. Men de står samtidig med nogle enorme udfordringer: 70 % af kvinderne på landet er analfabeter, de sociale forskelle er enorme, fattigdommen udbredt, patriarkatet er solidt grundfæstet, og kvinders politiske repræsentation er meget lav.
Det partnerskab, der nu er i støbeskeen, har to ben. For det første vil Kvinderådet tilbyde de marokkanske organisationer et dansk netværk af kvindelige politikere og andre videnspersoner, som skal stille deres erfaringer til rådighed og være med til at udvikle 'best practices' for kvinder i politik. Vi regner med at have netværket parat efter kommunalvalget i november, så danske og marokkanske politikere kan mødes til seminar i begyndelsen af 2010. For det andet vil vi bruge partnerskabet til at styrke indsatsen for kvinder med etnisk minoritetsbaggrund i Danmark. Vi vil lade os inspirere af de marokkanske organisationers kampagnestrategier, og vi håber at kunne indgå et konkret samarbejde om træningskurser for danske kvinder med arabisk baggrund, der gerne vil være aktive i politik.
Partnerskabet blev søsat officielt ved en reception i Marokkos hovedstad Rabat d. 20. februar. Her talte bl.a. den danske ambassadør i Marokko, Anne-Marie Esper Larsen.
Kvinderådet vil gerne i kontakt med såvel kommunalpolitikere som folketingspolitikere, der vil indgå i et netværk med fokus på dialog med kvindelige, marokkanske politikere. Interesserede bedes kontakte Randi Theil Nielsen - ring 33 12 80 87 eller send en mail til randi.theil@kvinderaad.dk
| Bilag | Størrelse |
|---|---|
| plakat.JPG | 20.12 kB |