Kommunalvalg 2009 – Kampagne ”Kvinder til tops”

2 Oktober 2009
Lørdag d. 7. november er dagen hvor der er fokus på kvinder i kommunalpolitik

Tirsdag d. 17. november er der valg til landets regionsråd og kommunalbestyrelser. Går det som det plejer i kommunerne ender vi med en kvinderepræsentation på omkring de 27 %. Kvinderådets styrelse har valgt at stille skarpt på valgkampen og har udpeget lørdag d. 7. november, som dagen hvor vi under mottoet "KVINDER TIL TOPS" opfordrer de kvindelige kandidater på tværs af partifarve til at markere sig samlet. Det lokale demokrati har brug for kvinderne og deres erfaringer.

Kl. 10-12 markerer kvinderne sig lokalt

Kvinderådet forsøger at tage kontakt til kvindelige kandidater i alle kommuner og opfordre til at de d. 7. november i tidsrummet 10-12 markerer sig samlet - men i sagens natur med forskellig politik, så vælgerne uanset partifarve kan møde en kvindelig kandidat fra det parti, de vil stemme på. Kandidaterne vil blive opfordret til at lave fælles valgkamp i de to timer - det være sig på byens torv, ved "find din kvindelige kandidat" arrangementer på cafeer eller biblioteker, by/mark vandringer, besøg på lokal fabrik eller hvad man nu kan finde på lokalt. Det vigtige er, at vi markerer den skæve sammensætning af kommunalbestyrelserne og samtidig får sat fokus på de mange gode kvindelige kandidater. Allerede nu er der aftalt møder og begivenheder i mange kommuner og flere er på vej. Se http://www.kvinderaadet.dk/ for hvad der sker i din kommune eller hvem der har meldt sig til at koordinere indsatsen - der er altid plads til flere.

Er du selv kandidat, så kontakt andre kvindelige kandidater og marker jer sammen lørdag d. 7. november i tidsrummet 10-12. Ring til os (33128087) for flere oplysninger og få lagt jeres arrangement på vores hjemmeside.

Kl. 14-16 arrangerer vi møder i Odense og Århus

Senere på dagen vil Kvinderådet have arrangementer i Odense og i Århus sammen med Kvindemuseet, hvor vi inviterer kendte kvindelige politikere til at sætte fokus på kvinder og kommunalpolitik. Her inviteres pressen, de kvindelige kandidater og offentligheden. Arrangementerne slutter med ballonopsending i forhåbentligt alle partiernes farver.

For løbende opdateringer besøg vores hjemmeside hvor endeligt program for de større møder vil ligge sammen med anden information, pressemeddelelser, kommunalpolitisk statistik og meget mere.


Niels Hemmingsens gade 10 Postboks 1069, 1008 Kbh. K Tel/fax.: 3312 8087/3312 6740
Udgiv indhold