Indstillingen kommer fra ligestillingsudvalget i DJ. Udvalget mener, at det halter med ligestillingen og har tidligere foreslået hovedbestyrelsen at få lavet en undersøgelse af arbejdsgange og -vaner i det politiske arbejde.
Forslaget vil kræve ændringer af forbundets love, og det skal derfor vedtages blandt medlemmerne på delegeretmødet.
Kvindelige journalister tjener i gennemsnit 2000 kroner mindre end deres mandlige kolleger og har svært ved at avancere til lederstillinger. Det er en af årsagerne til, at udvalget gerne vil have, at forbundet i højere grad skal signalere ligestilling i sit politiske organ. Et andet er, at mange unge kvinder bliver valgt ind i hovedbestyrelsen, de bliver bare ikke siddende i modsætning til deres mandlige - ofte ældre - kolleger.
Hvis forslaget om kønskvotering vedtages på delegeretmødet 2009, vil det tidligst komme til at gælde fra 2011.