Ja til kvoter og særstatus til kvinder

2 Juni 2009

Britta Thomsenaf Britta Thomsen, Socialdemokratiet

Ligestilling er en af mine absolutte mærkesager, og et område jeg har arbejdet meget med i Europa-Parlamentet de sidste fem år. Som medlem af parlamentets Udvalg for Kvinders rettigheder og ligestilling har jeg arbejdet med blandt andet kvinder og forskning, trafficing og kvinders repræsentation, og jeg har presset på for at få bedre barselsregler for kvinder og mænd i hele EU.

Faktum er, at var det ikke for EU, så det meget værre ud med ligestillingen i Danmark, end tilfældet er. Al ligestillingslovgivning i Danmark siden 1976 er kommet fra EU, så forestillingen om, at vi er foregangsland mht. ligestilling holder simpelthen ikke.

Lønforskellen mellem danske kvinder og mænd er på knap 18 procent, hvilket er højere end EU-gennemsnittet, og tilsvarende ligger vi også i den tunge ende, når det gælder kvinders repræsentation i bestyrelseslokalerne, på direktionsgangene og i forskningsverden. Det er beskæmmende.

Heldigvis tager man andre steder i EU ligestillingen mere alvorligt end her i Danmark, og via EU-samarbejdet kan det komme danske kvinder (og mænd) til gode. Europa-Parlamentet er nemlig på en række områder mere progressivt end det danske Folketing, og kvoter er eksempelvis ikke et fy-ord i min politiske gruppe i Parlamentet, den socialistiske gruppe.

Netop kvoter og positiv særbehandling til kvinder i nogle sammenhænge er jeg stærk tilhænger af. For vi opnår ikke reel og fuldstændig ligestilling, hvis vi ikke tager andre og skrappere midler i brug - det har de sidste 35 års ligestillingspolitik i Danmark jo vist os. Det er den kamp, jeg fortsat vil kæmpe, hvis jeg bliver genvalgt til Europa-Parlamentet; en kamp for at der på europæisk niveau bliver lavet lovgivning, der vil presse Danmark til i højere grad at tage ligestillingen alvorligt.


Niels Hemmingsens gade 10 Postboks 1069, 1008 Kbh. K Tel/fax.: 3312 8087/3312 6740
Udgiv indhold