Så er det sidste udkald for Kvinderådgivningen og Kvinderådets konsulentbistand til etniske minoritetskvinde foreninger. På trods af et støt stigende antal brugere af rådgivningen og konsulenterne har Kvinderådets styrelse måttet konkludere, at pengene er for små til at kunne føre projekterne videre. Projekterne har i en årrække været støttet af Integrationsministeriet, men kravene til medfinansiering har været så høje, at vi nu må sige stop. Kombinationen af alt for korte projektperioder og for lave bevillinger har gjort det umuligt at fortsætte de initiativer, der ellers har vist deres berettigelse og i øvrigt realiserer regeringens målsætning om at støtte etniske minoritetskvinders kendskab til deres rettigheder og aktive deltagelse i samfundslivet.
I november havde Kvinderådet et møde med ligestillngsminister Inger Støjberg, hvor vi gjorde rede for situationen. Vi håber, ministeren kan finde en hurtig og bæredygtig løsning.