En velbevaret hemmelighed

8 Oktober 2008
Dansk ligestillingspolitik er en velbevaret hemmelighed. Så hemmelig er den, at når man forsøger at finde ud af, hvordan det går med den, så viser det sig, at den simpelthen er kommet i isolationsfængsel med besøgsforbud og det hele. Den er blevet stemplet fortrolig. Ikke rart for sådan et lille forsømt politikområde, der har så meget brug for vitaminer, omsorg, synlighed, ja, ligefrem kærlighed.

Sidste år prøvede EU kommissionen at finde ud af, hvordan det går med den. De skrev et brev til Danmark, en såkaldt åbningsskrivelse, fordi det var kommet dem for øre, at Danmark ikke havde implementeret EU's ligebehandlingsdirektiv korrekt. Det er et synspunkt, Kvinderådet og mange andre ligestillingsforkæmpere deler. Og det har vi gjort opmærksom på mange gange bl.a. i flere høringssvar til lovforslag. Det, vi specielt har hæftet os ved, er, at Danmark ikke har en uafhængig instans, der overvåger ligestillingen og på eget initiativ kan tage sager op. Vi har ikke et ligestillingsombud, vi har ikke et uafhængigt videnscenter. Det nuværende Ligestillingsnævn har ikke varetaget de nævnte opgaver, og det vil det kommende fælles klagenævn heller ikke komme til.

Vi har med stor spænding set frem til at læse EU-kommissionens skrivelse i sin fulde længde og regeringens svar. Men nej. Fortroligt. Ingen aktindsigt her. Det er en mærkelig praksis, for der er jo ikke tale om statshemmeligheder eller oplysninger, der kan (mis)bruges i en retssag. Men sådan administreres forvaltningsloven, har vi fået oplyst, når det drejer sig om noget, der kan blive til en egentlig sag mellem EU og Danmark. 

Heldigvis har dagbladet Information kastet lys over sagen i en artikel 11. august, hvor de refererer centrale dele af EU skrivelsen. Men hvorfor i alverden skal det dog være så hemmeligt - der står nemlig ikke noget i papirerne, som vi ikke ved i forvejen.


Niels Hemmingsens gade 10 Postboks 1069, 1008 Kbh. K Tel/fax.: 3312 8087/3312 6740
Udgiv indhold