DET STATSLIGE LIGESTILLINGSARBEJDE
DET STATSLIGE LIGESTILLINGSARBEJDE
I februar 2010 blev Lykke Friis Danmarks ny ligestillingsminister. Forhåbningerne var store, også Kvinderådets, fordi Lykke Friis i praksis har demonstreret, at hun både vil og kan sætte sig i spidsen for initiativer, der fremmer ligestilling. Det gjorde hun nemlig som prorektor på Københavns Universitet.
Handlingsplan og uddannelse
Da den nye ministers første handlingsplan blev offentliggjort i april, var vi stadig positive. Godt nok var der ikke noget konkret om et så fundamentalt problem som uligeløn, heller ikke mainstreaming fik mange ord med på vejen. Men der var fokus på uddannelse. Lykke Friis' mantra på ligestillingsområdet er "alle talenter i spil", og det kommer de tydeligvis ikke på uddannelsesområdet, og derfor heller ikke på arbejdsmarkedet. Ministeren vil gøre noget ved det kønsopdelte uddannelsesvalg og også undersøge, hvorfor drengene generelt klarer sig dårligere i uddannelsessystemet. Vi synes stadig, den ambition er god. Det kønnede uddannelsesvalg ændrer sig dog ikke af, at ministeren lancerer en hjemmeside, hvor både piger og drenge kan se, hvilke uddannelses- og jobmuligheder, de har. Det er fint med hjemmeside og målrettede kampagner, som den der netop nu er lanceret. Men en større indsats er nødvendig, blandt andet skal folkeskolelærere være uddannede til at være opmærksomme på kønnets betydning. Det er de ikke, og det samme gælder for pædagogerne. Det, ministeren helt grundlæggende burde have sat på dagsordenen, er kønsmainstreaming af hele uddannelsesområdet. Lovgrundlaget er lige for næsen af ministeren. I ligestillingslovens kapitel 4 står der: "Offentlige myndigheder skal inden for deres område arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning". Men loven bliver ikke brugt. Hverken på uddannelsesområdet eller på andre områder. Det er nu dokumenteret.
Regeringens ligestillingspolitik ligner igen i store træk sig selv. Initiativerne er velmente, men spredte, ressourcerne få, resultaterne minimale. Ligestilling er ikke blevet en del af hovedstrømmen i dansk politik.
EU, Danmark og det manglende organ
En lille knopskydning på det vakkelvorne ligestillingsapparat er det dog blevet til. Hårdt presset af EU har regeringen været nødt til at fremsætte lovforslag om et uafhængigt ligebehandlingsorgan på kønsområdet. Institut for Menneskerettigheder (IMR) skal løse opgaven, der både består i at bistå klagere og rapportere om samt overvåge, at der ikke sker forskelsbehandling på grund af køn.
Kvinderådet har længe ønsket sig et helt nyt uafhængigt organ, - en ombudsinstitution, der selv skulle kunne rejse sager, overvåge ligestillingsindsatsen og komme med løsningsforslag. Det blev det ikke til. Forslaget er netop vedtaget, og derfor ved vi endnu ikke, hvilke opgaver IMR skal prioritere inden for den snævre budgetramme på 6 mio. kr. årligt. Men vi glæder os til at samarbejde med IMR om den nye opgave. Lovforslaget lægger nemlig op til, at IMR skal inddrage andre organisationer i arbejdet.
En anden glædelig ting er, at Ligestillingsafdelingen er kommet tilbage i sin gamle position som afdeling med direkte adgang til ministeren efter en kort periode som kontor under Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Tunge ting og sager
Flere af de store, tunge sager på ligestillingsområdet glider forbi ligestillingsministerens bord. Da Lønkommissionens rapport kom i maj 2010 var det beskæftigelsesministeren, der udtalte sig. Og hvad sagde hun så? Jo, hun mente, at alle nu måtte kunne se, at ligelønsloven virker. Kvinderådet og en lang række af vores faglige medlemsorganisationer var lodret uenige. Loven definerer ikke 'arbejde af samme værdi', og derfor er der et stort lovgivningsmæssigt hul i forhold til at sammenligne lønninger på et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked. Der føres ikke mange sager om ligeløn i Danmark, og det kunne jo være fordi loven ikke er et godt nok redskab.
Den ulige fordeling af barselsorlov til kvinder og mænd er en faktor, der påvirker kvinders løn og karrieremuligheder negativt. Professor Nina Smith skar sammenhængen ud i pap på Kvinderådets repræsentantskabsmøde i september 2010. Repræsentantskabet kvitterede med en udtalelse, der kræver selvstændig ret for begge forældre til en lige stor del af barselsorloven samt en periode til deling efter frit valg. Går man til ligestillingsministeren med forslaget er der imidlertid ikke opbakning at hente. Familierne kan selv vælge, hvordan de vil dele.
Men måske er der grøde i luften. Det kan være vi får et nyt folketing, hvor kvinder og mænd, der arbejder for ligestilling, vil mødes på tværs af partier og gennemføre nogle af de mange ideer, der pt. er lagt død i blokpolitik. I hvert fald ved vi, at der kommer et ligestillingsudvalg i Folketinget. Og det er da altid noget.
