16 December 2008
EWLs prioriteringer passer som hånd i handske til Kvinderådets. Fra september til december har vi været med i EWLs projekt "Equal Rights. Equal Voices. Migrant Women in the EU". Projektet støtter organisering af etniske minoritetskvinder i de enkelte lande og udvikling af fælles retningslinjer for god integration i EU. I december mødtes minoritetskvinder på tværs af EU-landene til seminar i Bruxelles. Fra Danmark deltog Mumtaz Khan, der er med i forberedelserne til at danne en national organisering af etniske minoritetskvindeforeninger i Danmark. Kvinderådet er organisatorisk ramme for det forberedende arbejde.
Voldsobservatoriet i Kvinderådet havde i november besøg af en delegation fra det europæiske voldsobservatorium under EWL. 5 kvinder fra Kroatien, Island, Finland, Polen og Italien var på intensiv inspirationstur. De besøgte Servicestyrelsens Udsatteenhed, Krisecentret i Lyngby-Tårbæk, Kvinderådet, Dialog mod Vold og Rigshospitalets center for voldtægtsofre. Karin Helweg-Larsen, Statens Institut for Folkesundhed, lagde privat hjem til en arbejdsfrokost, hvor vi udvekslede erfaringer fra de enkelte lande.