Lønkommissionens rapport viser klart, at kvinder tjener markant mindre end mænd for sammenligneligt arbejde. Vi har nu et dokumenteret, blåstemplet ligelønsproblem, der ikke kan bortforklares, selv om Lønkommissionen måtte opgive at forholde sig til, om vi har uligeløn i ligelønslovens forstand. Det typiske kvindearbejde er i kolde kontanter ikke lige så meget værd som det typiske mandearbejde. Det er et ligestillingsproblem, uanset om det er uligeløn i lovens forstand eller ej. Det kunne jo være loven, der var noget galt med.
Den danske lov om ligeløn er ikke særlig præcis, og derfor er der ingen grund til at undre sig over, at der ikke er ført sager med krav om lige løn for arbejde af samme værdi. Som loven ser ud nu er det ikke klart, om den kan bruges, hvis f.eks. en pædagog vil klage over, at hun ikke tjener det samme som en offentligt ansat tekniker, der arbejder med maskiner i stedet for med børn. Nok står der i loven, at man skal have lige løn for samme arbejde og arbejde, der tillægges samme værdi. Men det springende punkt er, hvordan man skal forstå 'arbejde, der tillægges samme værdi'.
Hvor skal den utilfredse pædagog så gå hen med sin berettigede oplevelse af løndiskrimination? Hun kan vente på, at arbejdsmarkedets parter gennem overenskomstforhandlinger bliver enige om, at netop pædagoger skal have hovedparten af kagen. Så kommer hun nok til at vente længe. Hun kan også håbe på, at politikerne tager ansvaret for det samfundsproblem, som uligelønnen er.
Kvinderådet har tre anbefalinger til politikerne:
Ligelønsloven skal revideres, så den også omfatter ansatte på mindre virksomheder.
Der skal udvikles værktøjer, som gør det muligt at sammenligne jobs både på det private og det offentlige arbejdsmarked og på tværs.
Der skal laves en plan, der kan skabe balance mellem kvindeløn og mandeløn i den offentlige sektor.
Arbejdsmarkedets parter skal selvfølgelig også holdes ansvarlige for at fremme ligeløn. Lønkommissionen har udviklet et kønsneutralt lønbegreb, og det forventer vi bliver brugt i kommende overenskomstforhandlinger.
Inspiration udefra
I Norge er der for nylig faldet dom i en ligelønssag, hvor en kvindelig leder af en skolefritidsordning havde krævet samme løn som ledere i kommunens park- og vejafdeling. Kvinden vandt sagen, og kommunen blev dømt til at betale 2.000 kr. mere om måneden. Den norske ligelønslov er lidt mere præcis end den danske med hensyn til definitionen af, hvad arbejde af samme værdi er. Så det kan altså lade sig gøre.
Vi stopper ikke her
Kvinderådet vil sammen med vores ligelønsobservatører arbejde videre med at finde veje til at komme ligelønsproblemet til livs. Vi tager fat igen efter sommerferien, som f.eks. kan bruges til at læse SFIs antologi om ligeløn , Lønkommissionens rapport kan anbefales til dem, der holder lang ferie i dårligt vejr. Den findes på www.lonkommissionen.dk Og har man bare en pause på 10 minutter kan det anbefales at klikke ind på Inge Henningsens Ligeløns ABC. Så skulle man være klædt på til den fortsatte kamp for ligeløn.
Der er ingen tvivl om, at velfærdsdebatten vil komme til at fylde de kommende år, og Kvinderådet har som en af sine prioriteringer at blande sig i velfærdsdebatten ud fra et kønspolitisk perspektiv. Det er ikke svært at få øje på velfærdsstatens betydning for kvinder. Alene det høje antal kvinder ansat i den offentlige sektor betyder, at nedskæringer her rammer kvinder langt hårdere end mænd. Men der er også en anden positiv forbindelse mellem velfærd og ligestilling. Velfærdsydelser som daginstitutioner og ældrepleje har været forudsætningen for kvinders høje beskæftigelsesfrekvens.
Vi forudser, at der i de kommende år vil komme reformer, lovpakker og kommunale udspil, hvor politikerne og forvaltningerne har glemt at analysere de forskellige virkninger for kvinder og mænd. Sådan plejer det nemlig at være, og belært af erfaringen har vi sat os som mål at være vagthunden, der systematisk peger på, at alle lovforslag skal kønsvurderes.
De øvrige områder, Kvinderådet vil have fokus på er arbejdsmarked og uddannelse, sundhed og sygdom og magt og ligestilling. Vi vil selvfølgelig også fortsætte og udbygge indsatsen mod vold mod kvinder og prostitution og trafficking. På listen over prioriterede emner er også seksualiserede reklamer.
For første gang nogensinde oplevede EWL, at generalforsamlingen stemte mod et lands kandidat til bestyrelsen. Italien havde indstillet den katolske Alba Dini, som er professor og blandt andet har undervist på Vatikanets universitet i forholdet mellem kvinder og mænd. Alba Dini formåede ikke at svare tilfredsstillende på en række spørgsmål fra forsamlingen om hendes holdning til abort og havde forinden foreslået en række ændringer til EWL's sundhedspolitiske papirer, som i høj grad lagde op til, at abort skulle nedtones i et forsvar for mangfoldighed. Det resulterede i, at Alba Dini ikke fik et flertal af generalforsamlingens stemmer. Det gjorde hendes suppleant til gengæld, så Italien er fortsat repræsenteret i EWL's bestyrelse.
Inden valget blev der afholdt seminar om feminisme i det 21. århundrede med stærke aktivistiske stemmer fra blandt andre Rebecca Gompert fra Women on Waves, som tilbyder medicinsk abort til kvinder i lande, hvor abort er forbudt og Kat Banyard fra UK Feminista, en organisation som blandt andet står bag en række fredelige aktioner mod supermarkeder og kiosker, som forhandler pornomagasiner. Organisationen har haft stort held til at tiltrække yngre kvinder, som er aktivistisk indstillede.
I den politiske afdeling blev generalforsamlingen enige om, at støtte en tyrkisk feminists 12 år lange kamp mod det tyrkiske retsvæsen og opfordre til, at hendes sag bliver taget op af FN's menneskerettighedsdomstol. Desuden vedtog generalforsamlingen også et forslag om, at opfordre FIFA til at tage afstand fra prostitution i anledning af verdensmesterskabet.
Vicki Therkildsen blev genvalgt som Kvinderådets repræsentant i EWL og Trine Bramsen er fortsat suppleant.
Det er vigtigt, at kvindeorganisationer er repræsenteret stærkt i alle EU's organer, for selv om ligestilling i ord er højt på EU's dagsorden, så er der ikke fodslag, når det kommer til de grundlæggende kvinderettigheder.
ØSU er rådgivende organ for kommissionen. Derfor har vi gennem ØSU mulighed for at komme med kommentarer til direktivforslag. Et aktuelt eksempel er et direktivforslag om menneskehandel. Kvinderådet har i sine kommentarer støttet en 6-måneders refleksionsperiode til ofre for menneskehandel uden en betingelse om, at ofret skal vidne mod bagmænd. Vi har endvidere påpeget sammenhængen mellem prostitution og kvindehandel og det faktum, at det er efterspørgselen, der genererer handel med kvinder til prostitution.
Vi håber, at Heltinderne vender tilbage til Kvinderådet som selvstændig forening i løbet af et år eller to.
Sammen med tre andre organisationer har vi været penneførere på en ønskeliste ift. den nye handlingsplan. En ønskeliste til politikerne med gode ideer til, hvad vi gerne så skrevet ind eller ændret ift. den nuværende plan på området. Ønskelisten er i øjeblikket sendt ud til andre organisationer for at høre om de vil være medunderskrivere, og herefter sendes den til alle de folketingspolitikere, der sidder og formulerer den nye handlingsplan.
På ønskelisten er bl.a. en forlænget refleksionsperiode til kvinderne, der gøres betingelsesløs af om kvinderne vælger at samarbejde om en forberedt hjemsendelse, hvad den nuværende refleksionsperiode på 100 dage er betinget af. Endvidere skal refleksionsperiodens tilbud i langt højere grad skræddersys til den enkelte kvinde og meget gerne indeholde tilbud om reel jobtræning. Kun godt 10 kvinder har gjort brug af den 100 dages refleksionsperiode, et antal vi mener viser, at der er noget i måden refleksionsperioden er skruet sammen på, der ikke møder de handlede kvinders behov. Den fulde ønskeliste til en ny handlingsplan vil blive lagt ud på vores hjemmeside, når den sendes til politikerne.
I et eller andet forkrampet forsøg på at gøre frivilligt arbejde sexet, skal kvindemunden og slikkepinden for gud ved hvilken gang bruges som blikfang. Jo, vi har fattet det. Slikkepind, slikkepind, slikke ...
Det er frivilligcenter Vesterbro/Enghave, der står bag plakaten og festivalen. De skriver i et svar til Kvinderådet om deres overvejelser, at formålet har været at tiltrække flere unge til festivalen.
De mener, at reklamen er "humoristisk og giver blikfang". Nå.
Redaktører er historiker Trine Rogg Korsvik og sociolog Ane Stø. Bogen kan købes for 150 kr. på det norske Forlaget Kolofon
I bogen fortæller græsrodsaktivister, lobbyister, socialarbejdere og politikere fra forskellige dele af den feministiske bevægelse i Island, Norge, Sverige og Danmark om kampen mod prostitution i Norden - om metoderne, modstanderne og retorikken. Her kan man bl.a. læse argumenterne for et forbud mod sexkøb. Og om kvindebevægelserne i Sverige, Norge, Island og Danmarks kamp for at få det gjort forbudt at købe sex.
Den islandske parlamentariker og tidligere minister Kollbrun Halldursdottir fortæller i "Den islandske kampsaga" om vejen til det islandske forbud mod sexkøb.
Den samiske aktivist Marit Smuk Solbakk, skriver i "Horekunder og demonstranter i Sameland" om, hvordan den samiske befolkning slog den russiske mafia og kvindehandlen tilbage i Finmark.
Den svenske socialarbejder Annika Jutterdal fortæller i "Kvinnofrid" om 10 år med den svenske sexkøbslov og vejen derhen.
De norske kvindeaktivister Asta Håland og Ane Stø har i "En grasrotshistorie" beskrevet norske feministers 15 år lange kamp for at få et forbud mod sexkøb i Norge.
Den danske aktivist Hanne Helth beskriver i "Tag stilling, mand" 8. marts-initiativets 2 første års kamp for et dansk forbud mod købesex, om mediedebatten, modstanderne og målet med en sexkøbslov.
Desuden beskriver den norske aktivist Anne Kalvig i sin artikel "Ting er ikke altid slik de ser ut som" den norske retorik og politik i prostitutionsdebatten.
Bogens store styrke er det nordiske perspektiv. I den danske prostitutionsdebat er fronterne trukket hårdt op, og man kan forfalde til den tanke, at det går så meget bedre og lettere i de andre nordiske lande. Når man har læst bogen ved man, at det er de samme positioner, argumenter og retoriske greb, der har været i spil over hele linjen. Anne Kalvigs artikel om norsk retorik og politik i prostitutionsdebatten giver en perlerække af teksteksempler, man som dansk læser kan nikke genkendende til. Skift navnene ud, så kunne det have været Danmark.
Bogen er nyttig læsning for både nye og gamle deltagere i prostitutionsdebatten. Den giver overblik over den nordiske lovgivning, vejene dertil, alliancerne og splittelserne. Den giver i tilgift et interessant billede af den nordiske kvindebevægelse. Synsvinklen er klar - det er historien fortalt af feminister, der kæmper for at forbyde sexkøb. Den stemme får lov at udfolde sig i bogen, hvilket sjældent er tilfældet i den danske offentlige debat. Konsekvensen er naturligvis, at modargumenterne ikke står særlig stærkt. Dem må man hente andre steder.
Formålet er at få indsigt i, hvordan kvindelige kommunalpolitikere arbejder i Marokko og udveksle erfaringer om mål og metoder i politisk arbejde.