CEDAW 30 år

Den 18. december er det 30 år siden, CEDAW (kvindekonventionen) blev vedtaget på FNs generalforsamling. Næsten alle stater har ratificeret konventionen, dog har en del taget forbehold over for nogle af de 30 artikler, som konventionen består af.

Hvert fjerde år skal staterne rapportere til CEDAW-komiteen, som er meget lydhør over for at inddrage NGOernes synspunkter, når de eksaminerer landerapporterne. Det oplevede Kvinderådets to repræsentanter, Mette Kindberg og Helle Poulsen, der deltog i komiteens møde i juli i år.

CEDAW komiteens bemærkninger til landerapporterne kan bruges af NGOerne til at kræve handling af regeringerne, og sådan forsøger vi også at bruge konventionen i Danmark. I efteråret har der været en lang række spørgsmål til ligestillingsministeren, hvor hun har skullet redegøre for, hvordan dansk ligestillingspolitik bringes på niveau med CEDAW-komiteens anbefalinger.
Læs mere om CEDAW på www.unifem.org/cedaw30