Talk Town

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der summede af liv i Den Grå Kødby, samtidig med at Women Deliver foregik i Bella Centret. Kvinderådet valgte sammen med kulturproduktionskollektivet Indgreb at skabe en folkelig ramme, Talk Town, hvor alle med interesse for køn, ligestilling og feminisme kunne komme til orde, involvere sig, opleve, lytte, mødes og feste. Vi tog initiativet, fordi vi manglede et NGO Forum i forbindelse med Women Deliver. Et sted, hvor mennesker uden 4-500 dollars til entreen kunne diskutere de vigtige emner, som var på Women Delivers dagsorden. Women Deliver var simpelt hen for dyrt for almindelige mennesker, og det kan undre, at der i det klækkelige beløb, den danske regering gav til Women Deliver, ikke var reserveret et beløb, som NGOerne og de mange små netværk og kreative sjæle kunne søge.

Med over 70 arrangementer fordelt på tre dage og mellem 2 og 3 tusinde deltagere blev vi bekræftet i, at behovet for Talk Town var der - og er der. Tak til alle jer, der lagde vejen forbi, skabte en god debat, lavede folkekøkken, bryggede kaffe og alt det andet, der gjorde Talk Town til et ægte folkemøde. Og tak til sponsorerne: Københavns Kommune, DUF, Vesterbro Lokaludvalg, Kvindernes Bygnings Fond, Snabslanten, BUPL og LO Hovedstaden.