Talk Town, ny debatfestival om køn og ligestilling. Kom med dine mærkesager.

Det sker i Kødbyen 18 - 20 maj.

I anledning af Danmarks værtskab for den internationale kvindekonference Women Deliver arrangerer Kvinderådet, i samarbejde med kulturproduktionskollektivet Indgreb, en ny debatfestival, Talk Town. Med Talk Town ønsker vi at vise mangfoldigheden i den danske køns- og ligestillingsdebat og skabe et mødested, hvor folk kan kigge forbi for at diskutere køn, ligestilling og feminisme.
Forestil dig Folkemødet på Bornholm domineret af kvindelige oplægsholdere og debattører. Måske møder du workshops om kvinder og asyl, rundborddebat om køn og medier, samtalesalon om hverdagssexisme, og musik og kunst af kvinder fra alle verdenshjørner.

 

Talk Town er en mindre version af et folkemøde, hvor alle er velkomne til at dele deres ideer og visioner - som arrangører eller som deltagere.

Kvinderådets forkvinde, Nanna Højlund, der har taget initiativ til festivalen, uddyber ”Når Talk Town indtager Den Grå Kødby i centrum af København, ønsker vi at vise det brede spekter af initiativer som findes inden for ligestillingsområdet i Danmark. Vi vil benytte det momentum, Women Deliver giver os, til at kombinere det helt lokale med det internationale. I Talk Town leverer vi rammerne, som folk kan fylde ud med alt fra ligeløn og pension til kvinder i medier, transkønnedes rettigheder, kvinder på flugt, eller noget helt andet. Vi vil også rette blikket mod kvindelige kunstnere og musikere. Det skal favne bredt, og der skal være noget der kan interessere enhver – både almindelige borgere, organisationer, virksomheder og aktivister, unge som ældre.

Alle kan bidrage. Læs mere her og kontakt os gerne, hvis du er interesseret i at lave et arrangement.